Irland


100 års mindehøjtidelighed.


I sommers blev jeg ringet op af Francis Foley fra Lemvig Marineforening. Han spurgte om jeg var interesseret i at deltage i en mindehøjtidelighed i Waterville, Irland d. 30. okt. 2016. Mindehøjtideligheden skulle markere 100 året for Marstal skonnerten ELIEZER’s forlis, hvor 5 besætningsmedlemmer omkom og samme år omkom 6 irske mænd i Ballinskelligs Bay, Waterville.

Maggie O’Shea var koordinator for en komite bestående af Mary Hoogan, Tom Hoogan, Teddy Foley, alle fra Waterville, samt Francis og Hanne Foley fra Lemvig. Denne komite havde lavet et fantastisk arrangement, og der skal herfra lyde en stor tak til alle. Der var 13 deltagere fra Ærø:


Arrangementet startede kl. 0930, hvor vi fra den lokale golfklub begav os ned på stranden til udløbet af Inny River hvor vraget af ELIEZER ligger med bunden i vejret godt begravet i sand, og kun synlig ved ebbe. Mary Hoogan spillede en lille melodi på fløjte efterfulgt af en sang. Det var et højtideligt øjeblik. Herfra gik turen til St. Michael and All Angels Church, Waterville. Her blev der holdt en mindegudstjeneste i en protestantisk kirke af katolske præster. Herefter gik alle ud på kirkegården og placerede sig rundt om gravstedet for de to som blev fundet i vraget af ELIEZER. Vi 13 danske sang ”Altid frejdig når du går” hvorefter en sækkepibespiller spillede et par hymner. Herefter begav alle sig ned på stranden, hvor søredningstjenesten med et fartøj, 2 gummibåde og en helikopter var til stede. Der blev afholdt en række taler og uddelt en minde plakette til mange af deltagerne heriblandt alle danske. Søredningstjenesten og den Irske Coast Guard  var repræsenteret og jeg overrakte John Draper, chef for Iveragh Coast Guard i Waterville,  Marstal Marineforenings skjold til minde om dagen. Det blev modtaget med megen stor glæde. Efter en lille spisepause kom vi danske på en bustur rundt i området. Bl.a. var vi hos en familie som havde et skabsmøbel fremstillet af red wood fra ELIEZER’s last. Dagen sluttede af med en festbanket på Hotel Sea Lodge.