Januar Kvartal_2018

Marinetelegrafen Januar Kvartal 2018

Den nye færge "Ellen" afprøver lejet i Søby havn

Indholdsfortegnelse:


Leder

Nekrologer

Kabyssen informerer

Bestyrelsen informerer

Generalforsamling

Sendemandsmøde

Kasseren har ordet


Artikler

Nyt æresmedlem

Ny Jubilar

Den store grønlandstur med informationsmøde

Vild med vand

Bonavista


Siden sidst

Julefrokost (Link til video)

Store Pudsedag

Introduktionsfest


Nordatlantisk Øl

Leder:


Det er måske lidt sent, men GODT NYTÅR er vel på sin plads i årets første udgave af bladet. Det første år som redaktør af Marineforenings bladet har været en stor udfordring, men jeg har haft stor hjælp i udvalget og webmasteren. Vi havde det mål at udgive en papirudgave.

Et mål vi desværre ikke nåede at få på plads.

Vi har forsøgt at lave et blad, der også målretter sig til de søfolk og medlemmer, som måske ligger på øst eller vestkysten af Amerika, sejler i golfen, eller bare bor og lever i Esbjerg eller Nordsjælland med interessant stof fra Marstal marineforening og omegn, eller som har generel maritim interesse.

Det har været spændende og udfordrene.

Ikke alle medlemmer har været lige tilfredse, men vi - Eskild, Christian, Preben og undertegnede - har forsøgt vore bedste.

Det vi har savnet, er nogle indlæg og kommentarer fra dig som medlem og bruger af bladet, og det håber vi, at du bliver bedre til. En fortælling fra dagligdagen et billede eller bare en ”god” vittighed.

Og så har vores Kasserer Lars Juul et ønske, og det er, at vi får alle E-mail adresser i hus og hvis du kender nogen som er medlem, og ikke har sendt den endnu, så anmod ham/hende om at fremsende den til Marstal Marineforeningen.

Bladudvalget har barslet med nogle enkelte tiltag, såsom arkivering af gamle billeder, foredrag, Nordatlantisk Øl, og senest en tur til Grønland. Der er mere om denne tur i bladet denne gang, og vi vil i marts/ april afholde en informationsaften med Rasmus Lohse som vores vært og guide på turen ”Grønland i august”.

For 2018 bliver der nogle ændringer i bladudvalget, redaktøren har fået en plads i byrådssalen, og det arbejde kræver, at alle kræfter bliver lagt der. Derfor trækker jeg mig som ansvarshavende, men vil gerne bidrage med stof, råd og vejledning. Om jeg så får mulighed for at vende tilbage i 2019 vil arbejdet i byrådet afgøre. Jeg vil hellere gøre det godt et sted, end gøre det halvgodt to steder.

Jeg kan kun opfordre dig til at melde dig til at deltage i arbejdet i bladudvalget, men vil anmode dig om at overveje, at forsætte det arbejde der er startet op nu. Vores webmaster vil prøve at finde et andet system som vil lette arbejdet i selve produktionsfasen. Lars Juul vil forsat læse korrektur og rette fejl.

På nuværende tidspunkt er Eskil og Christian indstillet på at forsætte og jeg vil bidrage med at stå for arrangement ”Grønland i august” samt indlæg.

Det var vist alt for denne gang.


Ansvarshavene Redaktør

Jens Weiss

Nekrologer.

Nekrolog

Æresmedlem Erling Larsen optaget 03-01-1973 i Marstal Marineforening.

Han er født 23-11-1926, og har således været medlem i Marineforeningen i 45 år. Han er fra Suderø på Færøerne og kom til Marstal i slutningen af halvtredserne for at tage skibsførereksamen.

På Færøerne havde han sejlet med store fiskefartøjer som styrmand.

Det var hans mening at tage tilbage efter eksamen, men Edna kom i vejen.

De blev gift og Erling har boet her i Marstal lige siden.

Han har siden sin skibsførereksamen sejlet i rederiet A.P. Møller til han gik på pension. Han mistede Edna i 1983.  For ca. 30 år siden købte han en fiskekutter på Bornholm og sejlede alene til Færøerne. Efterfølgende sejlede han endnu engang sejlet til Færøerne denne gang sammen med Ole Galatius i en 35 fods motorsejler. De sejlede gennem Kielerkanalen. I Tyske Bugt blæste det op til storm, men de fortsatte til Aberdeen for bunker og nåede efter en uges sejlads velbeholden til Suderø på Færøerne. I sit Otium fiskede Erling ivrigt året rundt, og efterår og vinter dyrkede han jagtens glæder.

Erling Larsen efterlader sig datteren Benthe og barnebarnet Morten.

Æret være Erling Larsens minde


Nekrolog

Æresmedlem Jørn Petersen f. 08-06-1931 er optaget i Marstal Marineforening d. 12-01-1989.

Han stammer fra Askov ved Ribe i Jylland og kom til Marstal som 19 årig for at få sin navigatør eksamen. Her traf han Lis, de blev gift og Jørn Petersen har boet i Marstal siden.

Efter at have fået sin eksamen sejlede han for A.P. Møller til han fik sin egen coaster. Han har i alt haft 3 coastere og alle 3 bar navnet m/s Per. Hans fartsområde var Nordeuropa, især mellem Sverige, Holland, Belgien, England og Danmark.

Hans kone Lis sejlede med og var i perioder kok ombord. Som 60 årig gik Jørn Petersen i land og nød sit otium i 26 år.

Hans store passion var Marstal Marineforening, hvor han gennem årene har lagt et stort arbejde for Marineforeningens virke.

Ligeledes fiskede han en del med garn og ruser. Lis og Jørn Petersen fejrede Diamant bryllup i 2017. Jørn Petersen efterlader sig sin kone Lis, 2 børn, 4 børnebørn og 1 oldebarn.

Æret være Jørn Petersens minde

Kabyssen informerer.


Som altid - Husk

Den første søndag i måneden byder kabyssen på lidt lækkert til ganen mellem kl. 11:30 til kl. 13:00..

Denne gang lyder menuen på Svensk Pølseret.

Bestyrelsen informerer.


Bestyrelsemøde.


Næste møde i bestyrelsen.

Er aftalt til 14.2-2018 kl. 19. i Marineforeningens Hus og igen den 17.2-2018 kl. 10 – altså lige før generalforsamlingen.

Har du noget som bestyrelsen skal behandle inden generalforsamlingen, fremsendes dette senest den 12.2-2018 til formanden. Er der tale om et forslag til generalfrsamlingen, så skal de være indleveret til formanden i skriftlig form senest 14 dage før generalforsamlingen.




Fratrædelser.

 

Bjarne Thomsen stopper som banjemester.

Lau Andersen stopper som ”barmand” med omgående virkning.

Der skal fra bestyrelsen lyde en STOR TAK for den årelange indsats fra Bjarne & Laus side, vi håber, at de får lyst til at deltage igen, på et senere tidspunkt.




Generalforsamling.


Som det fremgik af foreningens julehilsen, så skal vi afholde årets ordinære generalforsamling lørdag den 17. februrar kl. 11:00.


Se dagsordenen for generalforsamlingen her:


Dagsorden




Sendemandsmøde.


Indbydelse, program og indbydelse til dameturen klares i år af Køge Marineforening på adresse Carlsensvej 4, 4600 Køge


Se indbydelse, program for dagen, samt indbydelsen til dameturen her


Køge marineforening finder du her


Du hører sikkert også mere om det på generalforsamlingen




Kasseren har ordet.


Kontingentet 2018.


Kontingentet for 2018 er som bekendt 350,- kroner og beløbet opkræves via Betalings Service sidst i januar. Der er betalingsfrist til omkring 10. februar.

Såfremt man ikke er tilmeldt automatisk betaling via sin bank,kan dette anbefales!

Så glemmer man ikke at betale og kassererens arbejde lettes oven i købet.

Får man ny adresse, så husk at melde flytning, så vi kan rette jeres  ”stamoplysninger” hos Betalings Service, så opkrævningen rammer jer korrekt på den nye adresse.

Adresseændringer kan meddeles ved søndagsmødet til dagens bartender eller direkte til mig, kasserer Lars Juul, på telefon 3022 4015 eller på mail til: lj@oncable.dk

I forbindelse med udsendelse af årets julehilsen og årskalenderen for 2018 har vi fået rettet omkring 10 adresser, så jeg tror, vi nu har de rigtige adresser pr. 1. januar 2018.


Slopkisten.


Vi har et pænt udvalg i slopkisten af t-shirts, polo-shirts og sweat-shirts til rimelige priser. Vi har også fået en ny forsyning af caps, så de medlemmer, der gik forgæves sidst, har nu muligheden for at købe en flot Marstal Marineforening cap. Den nye vinterjakke fra Danmarks Marineforening med ekstra for og hætte er meget lækker. Vi har en prøve liggende i str. L (large), man kan se og prøve, og vi bestiller et parti jakker hjem, så snart vi har en bestilling på nogle stykker.

LJ

Artikler


Nyt æresmedlem.


Peter Søgaard Nielsen nyt æresmedlem i Marstal Marineforening.


I forbindelse med den traditionelle julefrokost i Marstal Marineforening (med 65 deltagere) kunne formanden, Ole Stryn Olsen, sætte stemningen yderligere i vejret, da foreningen udnævnte et nyt æresmedlem, Peter Søgaard Nielsen.

Peter Søgaard Nielsen er en klassisk ”sømand”, kom i 1960 ud at sejle som 16-årig på 3-mastet skonnert ”Harald”, via søfartsskolen i Esbjerg og ”Jessie Mærsk”, endte han i Marstal på Navigationsskolen i 1965, og fik her ikke alene sin skibsførereksamen i 1967 – men blev også gift med marstalske Laila, de fejrede dermed guldbryllup i maj i 2017! Parret bor stadig i Marstal.

Peter har i sin karriere været langt omkring, - på ØK skibe, som supercargo i koreanske skibe og under bl.a. nigeriansk flag. Da ØK blev overtaget af Mærsk, fulgte Peter med,

og han nåede at få kommandoen over tre nybygninger i rederiet.

Den seneste var den nybyggede ”Albert Mærsk”. Dengang verdens største containerskib. Den blev præsenteret for offentligheden, da skibet lå ved Langelinie kaj i Københavns Havn og blev bordet af titusindvis af besøgende i september 2004.

Efter denne storslåede oplevelse med ”Albert Mærk” og besøg af bl.a. kronprins og kronprinsesse ventede pensionen.

Tiden i Marstal betød medlemskab af Marstal Marineforening allerede i januar 1986, medlemskab af bestyrelsen i 1994 og posten som næstformand fik han i 1998 og den har han stadig.

I 2017 kunne Peter Søgaard i øvrigt fejre sit 50 års jubilæum i Søværnet, indkaldt i august 1967 med slut i 1969 som søløjtnant af 1. grad.

Peter har udført et enestående arbejde i Marstal Marineforening i de godt 30 år han har været medlem. Ikke mindst arbejdet i Tordenskjolds Bakke og i bestyrelsen i næsten 25 år har skabt respekt om hans indsats.

De 65 deltagere i julefrokosten gav stående applaus efter udnævnelsen.











Formanden benyttede også lejligheden til at rette op på en forsømmelse:


Erik Hansen havde den 12/1 - 2017 været medlem af Marstal Marineforening i 25 år, men denne mærkedag har desværre været fløjet under radaren i bestyrelsen.

Erik Hansen fik overrakt sit jubilæumstegn, så nu er god orden genoprettet.














Den store grønlandstur med informationsmøde.


Vi har modtaget dette fra vort medlem, Rasmus Lohse, Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland:


Kære Jens

Tusind tak for at jeg fik lov at holde foredrag i sommer, om Forsvaret I Arktis – det var en god oplevelse!

I 2016 besøgte Svendborg Marineforening Grønland – jeg vil i det følgende beskrive deres vilkår, nogle priseksempler, samt de muligheder for oplevelser de fik i Nuuk. Deres rejse vil være god inspiration og nogenlunde sammenlignelig med jeres rejse.

Selve rejsen (returrejse) med fly fra København over Søndre Strømfjord og til Nuuk + det bedste hotel i Nuuk (1 uge) 6 overnatninger/m. morgenmad og returrejse til København, her lykkedes det mig at indhente følgende tilbud: Pris pr. person i dobbeltværelse kr. 7.795 kr. & pris pr. person i enkeltværelse 9.975 kr. Dette var et meget billigt tilbud! Udover Nuuk, så valgte de også at rejse til Ilulissat og tage et par overnatninger dér.

Følgene er ideer til oplevelser i og omkring Nuuk:

Kolonihavnen, den gamle bydel. Grønlands Nationalmuseum. Nuuk Kunstmuseum.

Sejladser på Godthåbsfjorden. Jeg kan arrangere private og kommercielle sejladser.

Overnatninger i fjorden/hytter mm. Arktisk Kommando – naturligvis!

Søværnets sejlende enheder, hvis de ligger i Nuuk. Godthåb Marineforening.

Nuuk Skipperskole/Grønlands Maritime Center. Vandflyveture (lander bl.a. på bjergsøer).

Selvstyret/Landstingssalen/Formandens Departement mm. Katuaq - kulturhuset. Nuuk Kommune, rådhuset. Naturen! Med meget mere.

Med Svendborg Marineforening, fik vi også arrangeret nogle firmabesøg, bl.a.: Iserit / Grønlands Ejendoms- og boligselskab. Nuuk Svømmehal. Grøntsagsdyrkning, Iværksætteri. Nuussuaq Skolen, Energioptimering.

Min anbefaling er at rejse i august/september, da er myggene er væk, højsæsonen slutter og gør rejsen billigere og vejret er godt!

Næste gang jeg anduver Marstal er i april/maj og jeg vil meget gerne være med til at holde et møde med de medlemmer der kunne være interesserede i at tage turen til Grønland, hvis i har lyst til det? Dette møde kunne opklare lidt flere detaljer og evt. spørgsmål.

Jeg og Godthåb Marineforening glæder os til at tage godt imod jer.

Med kammeratlig hilsen

Lohse

NB.: Jeg håber at denne mail vil være til god inspiration - kontakt mig gerne for yderligere info.


Til fornøjelse for dem, der har interesse for turen, så har jeg lagt links ind på seværdighederne, omtalt i turoplægget. Ikke nødvendigvis præcist hvad Rasmus har i tankerne, men stadigt oplysende. (webmaster)




Vild med vand.


Vild med Vand.

Formålet med Vild med Vand arrangement i Ærøskøbing og Marstal havne.

Vores havnefoged Christian Ørndrup har inviteret alle foreninger med interesse for vand og sejlads, til at medvirke for – sammen med 71 andre havne i Danmark – at lave havnens dag.  Hvorfor nu sådan et arrangement i vores havne.

Dansk Sejlunion 

• Færre og ældre medlemmer.

Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID)

• Flere og flere ledige bådpladser

• Færre overnatninger i de danske lystbådehavne

Begge så behovet for at man sammen skaber de rigtige aktiviteter og liv på havnen – og dermed

tiltrækker flere nye brugere og medlemmer af havnen.

Vi vil åbne klubber og havne mere op for danskere med en maritim drøm i maven.

Med det gode værtskab, stemning og attraktive aktiviteter vil vi gribe danskernes lyst til at komme på vandet.

Vi vil igennem aktiviteter give oplevelser, også selvom man ikke ejer hverken kajak, båd, grej eller redningsvest.

Se mere på dette link.

https://www.vildmedvand.dk/

Er du ikke bosat på Ærø, eller opholder du dig et andet sted i landet den pågældende dag, så følg det indsatte link herover, og klik på linket "Find din Havn".


Jens Weiss




Bonavista.


Så rigger vi til i Marstal.

Den over 100 år gamle skonnert Bonavista har fået en økonomisk indsprøjtning fra A.P. Møllers familiefond på ikke mindre end kr. 10 mio. Endvidere har Claus Skov fra Ommel lovet at donere kr. 300.000 i skibets første driftsår.

Bonavista har de sidste seks år ligget langs kaj i Marstal havn med adgang for offentligheden. Ifølge Søfartsmuseets leder, Erik Kromann, ”så skal skibet forsat bruges i arbejdet med at udrydde den maritime analfabetisme, som bliver mere og mere udbredt i Danmark. En havn er ikke længere hvermands eje. Man lukker bevist eller ubevist folk ude fra vores sejlende kulturarv. Det er vores pligt og opgave som museum at få den bredt ud igen. Bonavista og M/S Samka er et par gode eksempler her i Marstal havn”.

Arkitekt Jes Kroman og rådgivende skibsingeniør Jens Kristensen med hjemstavn i Marstal kommer ombord med deres ekspertise, for at få skibet færdig til den 17. maj 2019 hvor der er sat kryds i den nautiske almanak.

Skonnerten blev overtaget af Nationalmuseet i 2001, hvor den var på vej ud af landet ad søvejen til USA. Det blev heldigvis forhindret og i 2008 blev den sat på bedding i Marstal. Efter fire år i kyndige hænder af medarbejdere fra Ebbes bådebyggeri og sejlloft, og i perioden med besøg af flere tusind interesserede tilskuere fra det meste af verden på byggepladsen, var der pinselørdag 2012 søsætning af Bonavista, en søsætning, der blev overværet af mere end 5000 mennesker.

Seks udvalgte virksomheder skal stå for arbejdet med at rigge skibet til og lave aptering om læ. Maritime Engineering, Marstal, skal stå for at maskine, instrumenter og sikkerhedsudstyr bliver installeret og placeret korrekt. Ebbes bådebyggeri og sejlloft skal denne gang stå for blokke og rundholter, Ærø møbler har påtaget sig snedker- og tømrerarbejdet og de har specielt til den opgave ansat Ebbe Andersen, den tidligere ejer af Ebbes bådebyggeri og sejlloft.

Det Gamle Værft skal holde jernet varmt, mens det tilpasses til rundholter og blokke. Et arbejde, hvor de har allieret sig med smedeværkstedet for Fregatten Jylland i Ebeltoft. Den nye rig skal laves på skibsværftet i Assens som lige nu er i gang med Georg Stages mast og rig. Sejlføringen, som udgør 10 sejl på de to master, laves hos Sejlmager Hansens Eftf. i Nyhavn. Det 80-årige gamle firma ejes i dag af overstyrmand Helle B. Jespersen, så hun får hænderne fulde med opgaven.

Bonavista er en foranagter skonnert på 26,5 meter med en bredde på 7,0 meter og har en dybgang på 2,6 meter. Lasteevne som fragtskib 160 ton.  Den er bygget eg på eg og planen er, at bringe den en tur på den oprindelige fart med klipfisk fra New Foundland til Portugal og Spanien. Lasten opgående til New Foundland er helt naturligt salt.

Bonavista får hjemhavn i Marstal, lige som skonnerten Fulton, og de er begge Nationalmuseets ejendom.

Der vil sikkert være mange letmatroser, bolværksmatroser og andre skibskyndige, som vil følge projektet, og så må vi håbe at Bonavista er færdig kl. 15 den 17. maj 2019, så ikke nationalmuseets chef for fartøjssamlinger Peter Henningsen skal gå planken ud.











Jens Weiss




Siden sidst.


Julefrokost (Link til video)


Julefrokosten












Lørdag d. 28. november trak Marineforeningen igen fuldt hus til den store julefrokost, som efter sidste års gode erfaring igen var blevet lagt i dagtimerne, nemlig fra kl. 13.30 til godt hen på aftenen.

Jonner og Erik havde igen stablet en fantastisk frokost på benene med ikke mindre end 24 forskellige retter, som dækkede alt fra forskellige sild, ål i gele, rødspættefileter og fiskesymfoni og til lune retter som mørbrad, frikadeller, vildt m.m. til det store ostebord, afsluttende med risalamande med tre mandelgaver, som igen i år bestod af nogle gode flasker rødvin.












Midt i det hele havde en gammel fan fået Jan (fra Jan og Kjeld) op til mikrofonen, hvor han sang den gamle slager BANJOBOY og ikke et øje var tørt.

Jan er i dag medlem her i Marstal, hvor han også har sin båd liggende.

Prøv lige selv at klikke dig ind på det indsatte link, og genoplev de to drenges storhedstid.


Klik her for at se videoen















Store Pudsedag.


Store pudsedag.

Den 5. januar var det igen tid til den årlige pudsedag i Marineforeningen.

20 medlemmer var mødt op og vores store samling af messingeffekter fik hele turen med brasso og polering og en go' snak hen over bordene. Ude i kabyssen stod Jonner og Erik og lavede gule ærter og flæsk, som blev serveret med tak for godt arbejde. 

Og endelig havde formandens kone, Laila, bagt 120 pandekager med hjemmelavet syltetøj, så alle blev vist mætte den dag.















Introduktionsfest.


Vi har modtaget dette indlæg fra en glad deltager i velkomstfesten den 13 januar for navigationsskolens nye årgang.


Hej Marstal Marineforening


Jeg skriver på vegne af 18 glade kystskipper elever, der var til et brag af en velkomst fest i Marineforeningen d.13 januar. Vi var alle lige ankommet til øen, og i gang med vores anden uge i første semester. Mange af os kendte ikke til øens mange muligheder, så det var en dejlig velkomst til øen og Marstal.

Vi ankom til Marstal Marineforening og fik en dejlig omgang skipperlabskovs, og sad 18 fra navigationsskolen. Sammen med os sad forstanderen på skolen, og en masse fra de forskellige foreninger rundt omkring på Ærø.

Det var dejligt at have forstanderen der, da han kunne fortælle om livet på øen og som elev på Navigationsskolen.

De forskellige foreninger gav en bitter da de præsenterede sig, og vi har aldrig fået så mange gratis øl, og med en Marstal bitter eller to, så kører snakken bare derudaf. Vi fik blandt andet at vide, hvor billige huse er på Ærø, hvilket har skabt stor interesse. Det var fedt at vide hvilke aktiviteter man kan lave på Ærø, for når man kommer som ny, så kan øen godt føles lidt kedelig, men efter den aften, må man sige, at der er en masse aktiviteter på øen, som gør livet på Ærø en del mere spændende. Det var en dejlig aften, hvor vi mødte nye mennesker, og lærte hinanden at kende udenfor skolegangen.

Man føler sig mere hjemme på øen, når man har noget sjovt at lave, med nogle hyggelige mennesker.

Hele klassen har valgt at melde sig ind i øens Navigatør-forening, som vi får utrolig meget glæde af med fredagsbar, busturen rundt på øen osv. og på sigt kan det tænkes, at vi melder os ind i mange mange flere.

Mvh Silas Holm




Nordatlantisk Øl.


Det snart længe ventede Nordatlantiske øl er så tæt på, at de mest længselsfuldt ventende ganer nuu kan begynde at glæde sig. Når de nu på næste søndag bevæger sig ned i foreningens hus, for at nyde godt af den gode mad og kammeratskabet, så kan de fragte deres øl med på hjemturen.

Så vel mødt i foreningen.

Er du forhindret næste søndag, så kontakt Jens Weiss på telefon nummer: +45 51548601




Hilsen fra Bladudvalget

v/ Jens Weiss - Ansvarshavende redaktør.